Påske

Tiden går stærkt og ja, nu er det snart påske. Det betyder varmere vejr og mere udeliv. Skønt.

Forleden fik jeg et påskeæg. Af en lidt anderledes slags. Jeg fik besked fra Dansk Forfatterforening om, at jeg kunne blive fuldgyldigt medlem af foreningen. Mod betaling selvfølgelig. Men da der er en række krav, som skal opfyldes for at blive optaget i de skrivendes fornemme klub, troede jeg ikke dette var muligt for mig. Det er det så, blandt andet fordi min bog: Tag imod! står på mange af landet biblioteker. Da jeg blev færdig med at sole mig i det lys og kalde mig selv FORFATTER, fik jeg i går brev fra Slots- og Kulturstyrelsen om, at jeg heller ikke i år når over minimumsgrænsen for udbetaling af bibliotekspenge. Godt så! Øv. Øv.

Men nu er der dømt fridage. Rigtig god påske til jer alle!

Sommerstop

Sommeren stopper for salget, men forhåbentlig kun midlertidigt. De første kasser er meldt udsolgt fra DBK lageret og flere er sendt dertil. Men sommerferien er startet – både hos læserne og hos mig, så vi forventer ikke det store salg i den næste måneds tid. Reolen er næsten tom og skrivebordet er ryddet – ligesom mit hoved! Det er tomt! Alle de nye ideer har fået en plads på opslagstavlen, men mon ikke også en afslappende ferie får nye ideer til at poppe frem. Listen over markedsføringstiltag er dog ikke tom – mange nye indsatser skal afprøves og sættes igang fra midten af august. Det glæder jeg mig til. Men nu er det ferietid og i løbet af ugen vil jeg forsøge at sende Vagabonden Kim på en velfortjent ferie.

Min ferie skal bruges til at læse bøger. Masser af bøger, skrevet af andre forfattere.

Rigtig god sommer og rigtig god ferie til jer alle. Vi skrives ved igen til august.

 

Egen medicin

 

 

Puha, det kan være decideret farligt at tage medicin og især egen medicin. Jeg har selv prøvet det. I dag. Har været til et særdeles udfordrende møde. En sparring på min forretningsidé. Et uventet resultat af et af mine mange kaffemøder, hvor jeg sælger min bog: Tag imod! og sælger tillægsydelserne til samme. Det kan være svært at tage imod, men jeg sagde ja tak. Tog egen medicin, smagte på den mens jeg indtog den i store doser og blev delvist kurreret. Resten af processen må jeg klare hen ad vejen og blive ved, ved og ved med at udfordre min idé og udfordre mig selv, ved ikke altid at være den som giver, men også tage imod. Tak til Jesper, fordi du tog dig tid! Tak til den virksomme medicin. Prøv det, kære læsere! Tag imod!

Materialevurdering

I dag kom den så … lektørudtalelsen, som den også kaldes. En materialevurdering, så blandt andre bibliotekarerne hurtigt kan danne sig et indtryk af, hvilke bøger der udgives og hvilke bøger der skal/bør købes hjem til bibliotekernes hylder. Min lille bog anbefales at stå på alle større biblioteker – på hylde nummer 60.108.

Carsten Güllich-Nørby, som har vurderet bogen, skriver en fin beskrivelse og i resume sådan her: Inspirerende guide for iværksættere om hjælp fra mentor, coach og i netværk. Kan fx også bruges til en handelsskoleopgave!!!!! Hans vurdering lyder sådan: Sympatisk lille iværksætterguide med et klogt budskab om også at søge og tage imod hjælp fra andre.

Vil lige tilføje, at det skam ikke er alle forundt at få så fin en vurdering 🙂

I må gerne spørge efter den – Tag imod!, næste gang i kommer på jeres lokale bibliotek. Jo flere steder den står, jo flere udlån og dermed en – godt nok meget lille – indtjening til mig. 

Iværkfætter

 

Trekantområdet har en Facebook side – Iver – iværkfætteren om iværksætteri – https://www.facebook.com/IVERi3/?hc_ref=NEWSFEED&fref=nf.

De kører lige nu en serie præsentationer med gode råd fra bogen: Tag imod. Det er jeg taknemmelig for. De sociale medier spiller jo en kæmpe rolle i markedsføringen af både bøger og alt andet. Min indsats for salg af bogen koncentrerer sig i øjeblikket om anmeldelser. Flere gratis eksemplarer er på vej ud til redaktører af diverse nyhedsmails og fbsider. Men inden jeg bruger penge på gammeldags porto og et styks produktionspris, spørger jeg lige først på en mail. Der er jo ingen grund til at smide penge eller tid efter uinteresserede personer!

Jeg har også brugt tid på at smide læseeksemplarer på steder, hvor der kommer mange fra min målgruppe. Lige nu overvejer jeg, om der kan være spændende butikker i nærheden, som kunne tænke sig at sælge bogen i kommission. Der er nok at se til!!!!