HANNE FEVRE

Blogger, forfatter og kommunikatør

Tag: Lort og lagkage (side 1 af 4)

På hylden!

Det er skønt at se bogen: Lort og lagkage, på sin rette plads. Nemlig på hylderne hos boghandleren. Håber den forsvinder derfra i en fart og finder sig et nyt hjem hos en dejlig læser. God læselyst til jer alle. Uanset hvad I læser.

Det skriver han!

Henri Rix skriver en anmeldelse af min bog: Lort og lagkage … mit livs oprydning! En fin een af slagsen. Tak for det, Henri. Skønt at vide, at også mænd kan læse bogen og finde inspiration i den. Læs med her:

Kan en visuelt orienteret perfektionistisk kvinde med empati og hjemmelavet æblechutney inspirere dig i krigen mod “dagligdagens leverpostej”?

Historiens fortæller, Hanne, opnår bedre selvindsigt til at vælge og vælge fra – hun slår det uperfekte til og slår den indre kritiker ihjel. Ved handling skaber hun forvandling og fjerner dårlig energi – også selv om det betyder farvel til mennesker på sociale medier eller i det virkelige liv. En transformation fra bæredygtig til væredygtig.
En historie om at stå igennem, selv når man er bange. Om troen på intuitionen og om at finde ro. Om at finde noget, du måske ikke leder efter. Om at give dig selv anerkendelse og være den bedste udgave af dig selv. En historie, som handler om Hannes liv og forvandling – en bog, som inspirerer uden at komme med de færdige løsninger og skemaer, som gør traditionelle selvhjælpsbøger trættende i længden.
Jeg advarer om stærke og direkte beretninger fra bogen – en fortælleform med åbenhed og humor bringer dit eget liv på banen. Uundgåeligt. Mange tanker om dit eget liv vil uvilkårligt dukke frem undervejs – nu er du advaret. Inspirerende læsning hele vejen igennem en let, hurtig og afvekslende fortælling.

Jeg ønsker alle god læsning – det var en fornøjelse at læse bogen.
– Henri Rix

Gå på vandet!

… nogen kan måske? Jeg kan ikke. Altså gå på vandet. Tværtimod, hvis det at gå på vandet overført betyder at svæve derudad, have medvind, være fri og ubekymret.

Min liste over markedsføringsaktiviteter for bogen: Lort og lagkage, er stadig lang. Uendelig lang. På trods af mange iderige indsatser. Indtil videre har intet af det medført medvind. Jeg har kontaktet utallige af medier, lagt bogen som gratis læseeksemplar flere steder, fået den ind som kommissionssalg hos den lokale boghandel, sendt den afsted til bogbloggere, afleveret et par stykker hos dem på biblioteket, som er ansvarlige for foredrag osv. Det er benhårdt arbejde at være selvudgiver – men jeg elsker det her arbejde, næsten lige så højt, som jeg elsker at skrive.

God solskinsweekend til jer alle!

Frisørens anmeldelse

Min dejlige frisør Inka efterlod denne skønne hilsen på min trappe forleden dag.  I sidste uge fik hun bogen Lort og lagkage, da jeg besøgte hende til en klipning, og selvom hun absolut ikke er speedlæser (når hun selv skal sige det!) fløj siderne afsted i løbet af få dage. Hun skriver sådan her i kortet:

“Tak for spændende, sjov og eftertænksom læsning – du er sgu sej og mega dygtig.”

Takker for de pæne ord … de varmer i denne tid, hvor jeg kæmper med markedsføringen, salgsarbejdet og anmeldereksemplarer.  

Udgivelse

Det er i morgen. Lort og lagkage udkommer. Endelig!

Efter alt det lort med trykkeriet, glæder jeg mig vildt. Glæder mig til at fokusere på foredrag, PR og salg af bøger, anmeldelser m.m.m. Glæder mig til at høre fra jer læsere. Der er fortsat nok at se til, og det bliver sjovt. Jeg er klar.

Champagne, ja tak.

God læselyst! 

« Ældre indlæg

© 2019 HANNE FEVRE

Tema af Anders NorenOp ↑